IMG_7962
17. april 2017

WOW, nu med køkken (og kun ét lille ups)

Endelig kom den længe ventede 10 dages ferie, og mens alle I andre har turneret Europas storbyer rundt (sådan føles det), har vi penduleret mellem kælder og kvist – typisk med en flyttekasse eller en bunke et-eller andet i hænderne. Resultatet af de mange trappetrin er da også direkte målbart, for nu har vi nemlig ENDELIG taget køkkenet i brug. Sådan helt rigtigt, WOW!

 

Ugen før påske fik vi lagt rør ind, dvs. vask og afløb – og ikke mindst opvaskemaskine  – kunne sluttes til. Stort set samtidig kom køkkenbordpladen, som var ventet med spænding. Da jeg kom hjem fra arbejde den pågældende dag, mødte jeg VVS-manden udenfor, og han advarede mig: “Det er ikke sikkert, du skal gå ind lige nu, for Axel har lige opdaget, at hullet til køkkenvasken sidder 2 cm forskudt fra skabsmodulet …”

IMG_7898

Da jeg vovede mig ind, var den store opklaringsproces i fuld gang – HVORDAN #”#%”#€”#&%€ kunne den fejl dog opstå? Der blev tjekket, dobbelttjekket, målt og regnet – forfra, bagfra og den anden vej rundt. Til sidst var konklusionen – at det naturligvis var helt uforklarligt, men desværre Axel selv, der havde målt forkert! Heldigvis er han jo sat i verden for at finde løsninger på ALT, og dette problem blev fikset ved en lille diskret udskæring i indvendig i skabsmodulet…som først kan ses (IRL så at sige) den dag, nogen brækker køkkenet ned.

IMG_7899

Herefter blev bordpladen limet fast, hvilket i sig selv jo er noget af en uha-oplevelse, men det gik så fint, og den passede på milimeter, både i hjørnerne og langs væggen.  Og SÅ tog vi på påskeferie i Jylland, alt imens det kriblede i fingrene for at pakke ud og få alting fittet ned i de nye store køkkenskuffer. (Der skal nok komme meget mere køkken-info senere)

IMG_7910

Efter nogle meget afslappende dage i Jylland, tog vi derfor arbejdshandskerne på og gik mere eller mindre amok i udpakning. Jeg havde ikke rigtig lyst til at flytte noget ned i skufferne, før det var kørt gennem opvaskemaskinen, og det betød så, at hele køkkenet var fuldstændig fyldt op med glas, krukker, gryder, potter og pander i venteposition til den store spuletur. Hvorfor der blev så trangt, at jeg selvfølgelig lige kom til at vælte en lampe, der stod på køkkenbordet – en af den slags, der primært består af en overdimensioneret pære… uha, sådan én kan sprænges til atomer, tilmed midt i ulvetimen. Over en time gik der med at feje og støvsuge – og selv flere dage efter har vi fundet de mikroskopiske, men helt skarpe glasstykker i både hjemmesko og rundt i diverse afkroge langt væk fra køkkenet.

IMG_7948

Men for søren, sikke en fantastisk oplevelse at stå ved et køkkenbord, der passer i højden, kigge ud i haven og bare let og elegant bevæge sig rundt i trekantsområdet (der beskrives som ultravigtigt af alle køkkenfirmaer) mellem vask, kogeplader og køleskab:)

Og hvor kan man så bare bruge lang tid på at glo på nettet efter de rigtige lamper og prøve at gætte sig til, hvordan de mon vil se ud på væggen og i loftet – og hvorfor tager vi ikke bare ud i en butik? Ja, det gør vi så også efter påske…for nu skal der lys over land og detaljer på plads i den del af huset.

Opturs-top 5

  1. Opvaskemaskine: (efter 9 måneder uden, er det nærmest højdepunktet – og så er det gået op for mig, at jeg aldrig har prøvet at bo et sted med en helt ny opvaskemaskine, dvs. med lys indeni og tidsangivelse på gulvet og så støjsvag, at vi spørger hinanden, om den overhovedet er tændt….mmmm, ren nydelse)
  2. Børnesenge og -værelser: Glade børn burde jo nok stå før opvaskemaskine haha, men heldigvis er det næsten en selvfølge, at vores børn er glade (trods kælderliv og alt det andet roderi, vi byder dem), hvilket vi er overdrevet taknemmelige for. Glæden blev dog ganget dobbelt op, da begge drenge fik installeret nye seje senge (måske især den ene, som I nok skal se billeder af, når værelset har fået den sidste fine wallsticker, som jeg har bestilt hjem fra England, da jeg liiiige blev grebet af en stemning)
  3. Blender: I løbet af ugen har der været flere panik-situationer over ting, som bare var PIST VÆK, selv om alle køkkenkasser var pakket ud, og den pågældende ting var spottet for noget tid siden. Børnene var blevet lovet smoothie som noget af det første, og så var blenderen selvfølgelig en af ovenstående pist-væk-ting. Da den så endelig dukkede op og var blevet fyldt med banan og kakaomælk, sagde det crrrraaaaash og dreje-rundt-dimsen var knækket. suk.
  4. Forår og haveliv: Selv om det vel kun var ca. 6 grader (ja, vi ved det ikke med sikkerhed, efter den dag Sigurd testede, om termometeret kunne puttes helt IND i varmeblæseren:), var der forår i luften…og det er så nu, vi glæder os helt vildt over, at vi valgte at renovere et hus frem for at bygge helt nyt, som også var i overvejelserne. Lykken over at åbne terrassedørene og gå direkte ud i en færdig og pænt beplantet have er STOR…

IMG_7998

5. Gæster: Endelig endelig har vi fået mulighed for at invitere folk og fæ på en kop kaffe eller en bid mad. Flere har været forbi i påsken, og det er jo helt fantastisk at der er plads til alle om bordet inklusive lidt påskekyllinger – for slet ikke at glemme, at vi efterfølgende kan putte de beskidte kopper direkte i opvaskeren (med lys i)…

Dorte Mosbæk

View all post by .