IMG_6281
14. november 2016

Vi lugter af mad – men nu kommer vinduerne snart i!

Kender I det der med, at man ikke kan dufte sin egen parfume efter noget tid? Det er så nu efter en hel del uger gået op for mig, hvor meget mit overtøj egentlig lugter af mad. Jeg synes godt nok ind imellem, at der dufter utrolig meget af køkken omkring mig, men har egentlig slået det hen, indtil i aften hvor vi har lavet en fisk i ovnen. Efter maden skulle vi lige et smut ovenpå, og da vi så kom ned igen, fik jeg en lugt-erkendelse, der nok resulterer i kold mad de næste dage/uger: hvordan kunne jeg også få den vanvittige idé at lave fisk i et kælderkøkken uden emhætte? Jeg undskylder på forhånd for imorgen!

IMG_6285

MEN bortset fra den konstante madlugt går det egentlig meget godt, overordnet set. Sidste uge var vanvittig travl for Axel – der var utrolig mange håndværkere i spil på samme tid, og det krævede så meget koordinering, at der faktisk også var et par misforståelser, som så gjorde, at vinduerne ikke blev sat i som planlagt. Det er jo HELT vildt det her med, hvordan de forskellige håndværkere er afhængige af hinanden – og hvordan detaljer så også kan forsinke noget unødigt.

Vi fik lavet zink-afslutning rundt langs husets øverste kant – og det krævede selvfølgelig at stilladset stadig var oppe. Vinduerne skulle have været sat i, og der var bestilt en hundedyr kran med sugekopper – men det kræver så, at stilladset er tilpas pillet ned, så der er plads at arbejde på. Altså ikke helt væk, men tilpas væk, ik? Ergo skulle blikkenslageren ligesom være færdig, før vinduerne kunne sættes i. Det var han også, og stillads-Palles (jamen, det hedder han!) folk kom også forbi, men havde misforstået, præcis hvor meget, der skulle ned, så da tømrerne dukkede op næste morgen kl. 6.30 (for at spise morgenmad i deres vogn) havde vi en råbende samtale i mørke og regnvejr gennem et vindues-hul dækket af plastik (mig på vej i bad), hvor de måtte udsætte dagens kran-operation, fordi der ikke var plads nok at arbejde på…

Og i den ligning glemmer vi så helt, at facaden stadig ikke er endelig færdig, og at det også kræver stillads – sandsynligvis så meget, at det ville skulle bygges op igen, når vinduerne er sat i. Men lige gyldigt hvad – det er for dårligt vejr til at gøre facaden færdig, så det bliver nok alligevel ikke i denne (stillads-)omgang…jeg havde helt ærligt ikke forestillet mig, at hovedparten af de samtaler, vi skulle have om byggeriet i denne periode handler om stilladset!!

Ak ja, en helt tilpas mængde stillads er nu afmonteret, og den famøse kran med sugekop skulle nu dukke op på onsdag – hvilket bliver lidt af en milepæl. Så kommer huset til at se meget mere færdigt ud – for slet ikke at tale om, at det bliver markant varmere indenfor.

I skrivende stund (mandag aften kl. 20.40) er tømrerne stadig i gang, det er helt vildt – de er altså ikke typerne, der bare forlader en halv gipsplade, fordi klokken runder et eller andet – nu har de besluttet sig for, at de ville være færdige med gips i hele stueetagen, så de kan kaste sig over gulvplader på førstesalen imorgen (undergulv).

IMG_6296

Axel har knoklet næsten hele weekenden med at fræse riller ud til gulvvarmeslanger i stueetagen for herefter at rydde op (og han fik hjælp til at støvsuge idag). Utroligt som det hjælper på forestillings-evnen at se rummene ryddet for værktøj, stumper og rockwool-paller. Faktisk er vi i hovedparten af rummene i stueetagen ved at være klar til gulvvarme, maler – og herefter den store udfordring: sildebens-parket a la Axel, der har set, hvordan man gør på Youtube:)

IMG_6277

 

Dorte Mosbæk

View all post by .