Vi klarede det!

… ja jeg vil næsten gå så vidt som at sige, at vi overlevede vores efterår og vinter i kælderen med humøret nogenlunde i behold! Og nu, hvor vi har det hele på (cirka tre ugers) afstand, kan jeg da godt se, at otte måneder i nærmest bunker-agtige forhold måske var en lidt større udfordring, end vi naivt havde tænkt.

Jeg tror, vores nøgle var at holde fokus på “én dag ad gangen” og samtidig på at nå det næste store delmål. Fejre det. Og så videre med “én dag ad gangen….” Med mindre børn flyver tiden jo altid af sted, ombygning eller ej.

Det vigtige for os nu såvel som for mange måneder siden, er at det føles rigtigt. Vores beslutning om at sælge det gamle hus, og vores valg af hus, område og selvfølgelig alle de strabadser og mangler, vi har udsat os selv og vores børn for, virker til at være det hele værd. Helt ned i maven.

Jeg tror aldrig, jeg nogensinde oplevede et ægte lille lykke-moment over det gamle hus, men i aftes, da børnene var puttet og Axel ikke var hjemme, fik jeg lige den der følelse af aaah, det her er VORES hjem. Og det er forhåbentlig her, vi skal bo i mange år frem!

Når det så er sagt, vil vi da gerne snart se VVS-manden på vores kontor! Han blev nemlig liiiige forsinket – og det ville da være så fedt at kunne tage køkkenet i brug, nu hvor det jo hænger i vater, og det bare er at trykke på en stikkontakt til køl og frys. Kort sagt: Vi er MERE end klar til at få lagt rør ind! Vi har hverken vask, vandhane, afløb eller opvaskemaskine, så øvelsen “gå med meget fyldt bakke på stejl kældertrappe” tilfredsstiller både lysten til yoga og fitness. Nej, nej, der skal ikke lyde noget brok herfra, det er jo helt fantastisk, at vi i det mindste kan spise bakkens indhold i dagslys ved vores store spisebord i selskab med både perleplader og legomænd.

Derudover har vi (jeg) stor glæde over at have fået et kæmpe garderobeskab i soveværelset. Det krævede dog endnu en tur til Ikea, som faktisk var lige ved at tage livet af os. 600 kg last i trailer og bil får selv en rutineret handymand til at tage landevejen hjem (sidste gang det skete var turen hjem efter det yngste barns fødsel!) …

Axel researcher jo til bunds, når han da lige får smidt skovlen, og allerede da vi købte køkken i Ikea, sagde han, at han syntes, køkkenskabene var meget mere robuste (muligvis også noget tungere haha) og kvalitets-agtige end Ikeas garderobesystemer. Og til stort set samme pris. Så nu har vi altså fået køkkenmoduler som klædeskabe. Man må jo medgive, at skufferne er testet til at blive brugt (det har vi i hvert fald set i reklamerne)…og de kører sgu meget smooth frem for de der trådskuffer, vi stod og rykkede i i Pax-afdelingen.

En anden fordel er, vi kan udnytte højden optimalt. Det kræver så bare, at et højskab ligger ned øverst og en hel masse andre Georg Gearløs-Axel-agtige Ikea-hack-løsninger, men summa summarum: Efter hvad der nærmest må betegnes som et fikst lille hyggeprojekt for Axel, kunne jeg koncentrere mig om at hænge mit tøj op i farveorden, og det var i hvert fald ikke til at klage over.

Den næste, vi gerne vil se på vores kontor, er så gardin-manden! For ca. 2 uger siden bestilte vi nogle rullegardiner på mål til stuens store solfyldte vindue og soveværelset…men som med flere andre ting i denne ombygning, er det nu totalt held i uheld, at de er blevet forsinkede. Ved et tilfælde opdagede Axel nemlig, at hans laser-måler (altså en laserdrevet afstandsmåler, som i øvrigt er sk…smart) målte forkert – ca. 0,5-1 cm. Og da rullegardinerne jo skal laves på milimeter, kunne det jo kun gå for langsomt med at få ringet til gardinmanden. På trods af at der var gået 10 dage, og de var beregnet til 14 dages leveringstid, var de sgu ikke gået i gang…pffff lucky us – og på med prinsesse-natbrillen endnu et par nætter.